onsdag den 21. december 2011

Lille Lucia

I dag gik Maja Lucia i kirken til børnehavens juleafslutning - min egen lille engel :o) Aj, de så bare alle så søde og artige ud. Hun var så fokuseret på sit lys at hun helt glemte at synge :o)


Nu har begge børn så juleferie, og vi skal have lagt sidste hånd på julegaverne. Forleden aften så her således ud, da de var i gang med at pakke deres krea-gaver ind. Der var gang i både silkepapir, bølgepap, gavepapir og -bånd, og selvfølgelig hjemmelavede til/fra kort. Det har virkelig grebet om sig i år, mere end det plejer, synes jeg. Men nu arbejder de også begge så fint og selvstændigt.

søndag den 18. december 2011

Jeg er syg :o(

Det skulle da også være mærkeligt, hvis jeg ikke nåede at blive syg op til jul - sådan plejer det nemlig at være :o(

Heldigvis skal jeg ikke stå for hele jule-tam-tammen, men blot levere et par flæskestege til det store familie-sammenskuds-gilde hos min svigerinde...Jeg er næsten færdig med at købe alle gaver, men at ligge på langs hele weekenden hjælper så ikke lige på alle krea-projekterne, der skulle være færdig før jul :o(

Men her sidst på eftermiddagen er det klaret lidt op i mit snottede hoved, så der er kommet lidt mere styr på pigernes gaver til familien.

Maja har gaverne klar til hendes to pædagoger i børnehaven, som de får i morgen. Og Sofie har også gaver til sine lærere. Jeg kan desværre ikke vise hvad det er, for det er det samme som familien får :o)

Men jeg siger jer, det er rigtig flot! Ideen er fundet i blogland. Og jeg viser billeder af det efter jul :o)

tirsdag den 13. december 2011

Skåle af smeltede Hama perler

Her til aften har vi for første gang prøvet at smelte Hama perler i ovnen. Alle syntes, det var rigtig sjovt, og det er ikke sidste gang vi har gjordt det - men "duften" var nu ikke så lækker...

Jeg smurte en lille skål med madolie, så fyldte vi perler i og satte dem i ovnen ved 200 grader indtil de var smeltede. Og WUPTI var skålene færdige :o)


Vi har også smeltet enkelte perler, som vi skal bruge til at lave armbånd af.

Majas morgensysler

Forskellen på mine to døtre er, at den ene er meget spontan kreativ, og bare arbejder derudad, mens den anden helst følger en vejledning og er meget nøje.

Maja er den spontane, og i morges efterlod hun et gedigent papirroderi, før hun skulle i børnehave. Hun havde nemlig været i gang med at lave gaver til nissen. Der ligger papirstykker på bord og gulv, og resultatet af klippe, klistre, hæfteklammer ses herunder. Der er musetrapper, vifter, foldede ting og klippede ting. Alt skal stilles frem til nissen i aften :o)  Og jeg er ved at løbe tør for nisse-drilleri-ideer, hhhmmm, hvad skal jeg dog finde på?!?


Dette billede passer meget godt på hvordan resten af stuen ser ud. Så det er jo nemt for hende lige hurtigt at bikse noget sammen. Her er simpelthen pap, papir og kreamaterialer allevegne pt. Vi laver nemlig næsten dagligt julepynt eller julegaver til familien :o)

I dag skal Maja gå Lucia for første gang. De skal i Sydalshallen og gå til et selskab for pensionister. Uh, jeg er så spændt på hvordan det går :o) Hun skal også gå Lucia på fredag til bedsteforældredag og til juleafslutningen i kirken, og det er først her jeg får det at se...jeg er så spændt :o)

søndag den 11. december 2011

Jeg kan ikke blive fast læser?!?

På mine seneste ture rundt i blogland, har jeg tilmeldt mig en del nye fede blogs...men de bliver ikke rigtig hængende i min oversigt over blogs jeg følger. Nogle af dem er der et par dage, og så forsvinder de, andre kommer aldrig på oversigten.

Jeg tror faktisk, det har stået på i længere tid :o( for jeg ved jeg har mistet et par blogs, som jeg rigtig gerne ville følge, men jeg kan ikke huske hvad de hedder, det er rigtig ærgerligt :o(

Andre, der oplever samme problem??? Eller ved hvordan det kan løses???

Jeg ved også, at jeg har tilmeldt mig nogle give aways med lod hvor man skal være fast læser, hvor jeg så måske ikke er det nu, men så er det altså ikke fordi jeg snyder!!! Jeg har tilmeldt mig.

Jeg er nu begyndt at bookmarke de sider, jeg gerne vil følge, så de ikke går tabt i glemslen...

lørdag den 10. december 2011

Papirkugler, juletræer i pap og nisserier

Jeg har forelsket mig...i papirkugler...

Både i går og i dag har jeg været i gang med at klippe og sætte sammen. Det er blevet til 6 stk i alt, og jeg tror altså ikke, at jeg er færdig med dem endnu :o) Skabelonen kan findes på denne blog, som er intet mindre end fantastisk og spækket med fede DIYs. Der er bestemt noget for enhver kreasjæl...

Rød og orange

Hvide
Faktisk har det været en rigtig kreadag i dag. Børnene har lavet juletræer af cirkler og Hama maxi perler, og så har Maja været i gang med at lave hemmeligheder til familien.

Majas træ

Sofie er sendt på miniferie hos mine forældre. I morgen skal hun nemlig have indløst sin fødselsdagsgave: en flyvetur til København, hvor de skal i Tivoli. Det er første gang hun skal prøve at flyve, og hun glæder sig som en gal :o) Vi får hende først hjem igen på mandag.

Nåhr ja, og så havde nissen igen været på spil i nat. Han havde hængt klemmer OVERALT i stuen, selv på min fint pyntede gren!! Maja har lavet mange tegninger til ham, og de er nu lagt frem ved siden af en skål pebernødder og et lille glas mælk, så må vi se, hvad der sker i nattens løb :o)

fredag den 9. december 2011

Håndarbejde i skolen

I dag havde jeg lovet Sofie at tage med hende i skole, da hun skulle have håndarbejde hele dagen, og de er i gang med at lave nogle rigtig spændende ting, som jeg også gerne ville lære :o)

På vores skole er fredage altid projektdage, og pt. har de altså værkstedsfag, hvilket vil sige, husgerning, håndarbejde eller sløjd. Det har de så 4 fredage, og så rokerer de mellem de 3 fag i løbet af året, så alle når hele vejen rundt én gang. Holdene er på tværs af klasser fra 4.-9. kl. Jeg synes, det er rigtig godt, at disse fag fordeles over hele resten af hendes skoletid, og ikke som da jeg var barn var begrænset til et par år. Man kan jo vitterligt flere ting, jo ældre man bliver.

Da jeg havde håndarbejde i skolen var det begrænset til at strikke, brodere og sy på maskine.

Valgmulighederne på Sofies hold var nogle helt andre: Sy filtdyr, lave fyrfadsstager af sodavandsdåser, bælter og tasker af gaffa-tape, flette tasker, papirklip, hækle, knytte. Jamen, der var nærmest frit slag på alle hylder!!

Sofie har lavet dette fine hækleetui til mig af gaffa-tape, samt et par stykker mere:


Og så har vi sammen lavet disse fyrfadsstager:


Beklager billedkvaliteten :o(

Det var en rigtig hyggelig dag, og Sofie har allerede spurgt, om jeg ikke vil med igen næste fredag, og jooo, det kan da godt være, at jeg gerne vil det :o)

mandag den 5. december 2011

Argh, begrænsningens kunst

Til daglig arbejder jeg meget i Photoshop-programmet, det er bare mest fotoredigering, jeg laver. Så da jeg i weekenden sad og lavede den lille snemand, du pt. kan se øverst på bloggen, var det noget, jeg virkelig nød at lave.

Men, men, men, så var det, jeg kom til at søge efter brushes, egentlig fordi jeg søgte noget forårsinspiration til et nyt banner - og jeg fandt altså nogle brushes med de mest fantastiske julebilleder i. Og så må jeg jo indrømme, at min lille snemand blegner i sammenligningen :o)

Og jeg måtte bare se, om jeg ikke kunne få noget smukt ud af det. Og det synes jeg da selv, jeg kunne. Det ærgrer mig bare voldsomt, at jeg slet, slet ikke får brugt alle de smukke ting, men altså virkelig må begrænse mig...så måske der dukker et lille nyt billede op i ny og næ, de næste uger. Som nu fx. dette smukke, smukke juletræ, som jeg kan fremkalde med bare et enkelt klik - jamen, er det ikke fantastisk, at nogle mennesker - ganske gratis - stiller dette masterpiece til rådighed for os andre?!?


Nå, men Hr. Snemand får altså lov at stå lidt endnu, før det bliver rigtig julet her på bloggen ;o)

DIY foldet snefnug

Da vi i lørdags var til juletræsfest, hang der disse flotte store stjerner på det kæmpestore juletræ. Dem ville jeg så forfærdelig gerne også lave. Så jeg søgte på nettet og fandt noget på youtube, og var egentlig ret forbavset over, hvor nemme de er at lave, for de ser så indviklede ud :o)
 

 Faktisk er de så nemme at selv Maja på 5 år kan finde ud af det næsten helt selv.

Man skal bruge seks kvadratiske stykker papir. (Jeg har delt et A4 i 4 små kvadrater. Dvs. jeg har brugt 2 ark til én stjerne). De foldes på skrå, og så klippes der der, hvor stregerne er. Stregerne er kun fordi børnene så havde lettere ved at klippe ud.


Når man har klippet foldes trekanten ud.


Så folder man de to ender i midten sammen, og samler med lim.


Derefter vendes papiret, og man folder og limer de næste ender sammen



Sådan fortsætter man med at vende og folde indtil alle fire ender er limet sammen. Så ser de således ud:


Når man har foldet alle seks limes de sammen tre og tre. Sørg for at de alle "peger" i samme retning hele vejen rundt. Derefter limes de to dele sammen, og vupti er snefnugget færdig! 


God fornøjelse!!

lørdag den 3. december 2011

Så blev det også jul på bloggen :o)

Her til morgen har jeg hygget mig med at lave om på bloggen. Så nu er det også jul her :o)

I eftermiddag skal vi til juletræsfest og i aften til svigermors fødselsdag, så der er nok at se til.

I nat har nissen brugt tandpasta til at tegne en nisse på spejlet i badeværelset, tsk, tsk...

torsdag den 1. december 2011

Nissens parade og Shanes kalendertilbud

Altså ham nissen, ikk? han laver altså et farligt rod herhjemme!! Da vi stod op i morges mødte der os dette syn:


Alt vores fodtøj var linet op fra gangen gennem køkkenet og ud til loftslemmen. I hver sko sad der en lille bamse og så ud som om den legede tog :o) Nissen må virkelig have hygget sig med at lege. I aften må han hellere få en skål risengrød, så han ikke roder sådan i morgen også ;o)

I formiddags var Maja og jeg så med børnehaven i skoven for at finde nisserne. Desværre var det ikke helt så spændende, som hun havde forestillet sig :o( og hun var hurtigt klar til at tage med hjem igen. Vi tog så ud og handle i stedet, og der var jeg bare snydeheldig at finde Shane Brox's julekalender på tilbud i SuperBrugsen til kun 150 kr i stedet for 350 kr!!! Så kunne jeg altså ikke modstå at købe én.

Sofie har brændende ønsket sig den, men måtte nøjes med en Littlest Pet Shop, da jeg syntes den anden var for dyr. Så hun bliver dejlig overrasket, når hun kommer hjem fra skole i dag :o) Hun har fortjent lidt ekstra, da hun ikke har det så nemt for tiden...

Maja var så heldigvis tilfreds med bare at få et par Pixi-bøger :o)

Glædelig 1. december derude!!

søndag den 27. november 2011

Pigefødselsdag

I går aftes holdt Sofie sin 10-års pigefødselsdag for de 4 piger i klassen. En lille flok, ja, men de hyggede sig gevaldigt, ingen tøsefnidder dér. Man kan godt mærke, de er blevet store piger - de har jo alle været med til Sofies fødselsdag siden hun blev 3 år. Egentlig lidt sjovt at tænke på :o)

Jeg var dog noget overrasket over, hvor lidt de spiste :o) Når der er drenge med, bliver der taget mere fra :o)

De fik hotdogs, Sofie åbnede gaver, og så skulle de selv lave deres dessert: cupcakes.

Endnu engang en succes at lege cupcakefabrik. Det blev til den ene flotte cupcake efter den anden. Eftersom det var mig, der førte sprøjteposen, fik jeg desværre ingen fotos af processen, men fik da hurtigt knipset lidt, da de var færdige.

De lavede 2 store til at spise her, og 6 mini til at tage med hjem til familien.

Bagefter åbnede diskteket i stuen, hvor der blev danset stopdans og øvet diverse trin. Med en halv time tilbage af festen, var gassen gået af ballonen, og de vidste ikke rigtig, hvad de skulle lave. De ville gerne noget, hvor alle kunne være med.

Jo, jo, vi har diskokugle i stuen :o)

Da jeg ved, de alle gerne vil sysle, fandt jeg origami-papiret frem, og alle fik lavet en papirballon, det blev også til musetrapper, papirflyvere og servietstjerner :o)

Sofie syntes, hun havde en rigtig dejlig fest, og det var jo det vigtigste.

I dag har jeg så været i gang med at pynte til jul. Det er første gang i flere år, at jeg kommer sent i gang. Men jeg syntes ikke det passede sig med julepynt til en diskofest ;o)

Så i dag kom alle kasserne frem, og adventskransen blev også lavet i sidste øjeblik. Maja har arrangeret ALLE nisser på reolen, og der er en lille historie til alle scenerier - meeeen altså, jeg vil jo gerne have dem fordelt lidt over hele huset, så de flytter nok plads lige så stille og roligt...

Nissen er ankommet

Faktisk allerede i sidste uge begyndte nissen at drive gæk med os. Han lægger slik de mærkeligste steder, og så havde han bundet stolene fast til bordet den ene aften, da vi skulle spise aftensmad. Så vi blev enige om, at han drillede, fordi han ikke havde fået noget af os endnu. Så der blev stillet mælk og pebernødder frem, da vi gik i seng.

Og minsandten om ikke han havde spist de fleste, da vi stod op om morgenen ;o)

Her er beviset på, at nisser findes

Maja går og taler til nissen flere gange om dagen. Hun vil gerne have, at han skal gentage nogle af de ting, han gjorde sidste år: lakere vores tånegle, når vi sover, og tegne overskæg på mig.

Jeg har forklaret hende, at han sjældent laver samme numre to gange - men nu må vi jo se, om jeg løber tør for ideer, og han så alligevel gør noget af det ;o)

Her til morgen har han så lavet toiletpapirsguilander i køkkenet, hængt tæppe for døren, og sat alle stole i stuen på hovedet, altså HELT ærligt, ham GIDER jeg altså ikke blive ved med at rydde op efter ;o)

fredag den 25. november 2011

På rejse i solsystemet

Siden efterårsferien har Sofie haft projekt om solsystemet i skolen. Opgaven har været at finde ud af, hvad de skulle have med fra Jorden, hvis de skulle forlade den, for at bo på en anden planet - og hvad man skulle bruge for at kunne bosætte sig på de forskellige planeter. De har lavet reklamer for deres planet, plantegninger og modeller af huse o.lign.

I aftes kulminerede projektet i en stor fremvisning på skolen. Eleverne har været inddelt i grupper, der hver har haft én planet at fokusere på i hele perioden. Sofie er nu ekspert i Saturn :o)

Hun har skrevet en fin sang om Saturn, og en god avisartikel om, hvad hun ville savne ved Jorden, når hun skulle forlade den.

Jeg er imponeret over børnenes kreativitet og opfindsomhed, og jeg synes ikke I skal snydes for at se nogle af deres vidunderlige kreationer :o) Børnene er fra 4.-6. kl.


På Saturn bor man i kupler med gange imellem,
man har taget planter med fra jorden

På Neptun bor man indeni planeten,
der har en kerne af sten

Sådan kan man bo på Månen

Uranus med gange mellem beboelserne

onsdag den 23. november 2011

Paper quilling - kender du det?

Jeg har længe gået og luret på teknikken, og nu har jeg endelig fået afprøvet det. Endda helt uden at investere i nogle af de remedier man skal bruge for at quille (gad vide om det hedder det?!?) :o)

Det hele går ud på at vikle papirstrimler stramt op, hæfte med en klat lim, og så forme delen. Der findes specielle quilling-strimler i handlen. Men man kan også bruge flette-stjerne-strimler, eller som jeg har gjort: klippet kraftigt papir i 1 cm brede strimler.

Så kan man købe er værktøj med en lille slids, der kan holde på papiret, mens man ruller. Men man kan også, som jeg har gjort, bruge den ende af en passer, hvor blyantendelen sidder, den har nemlig også en lille slids, der fint holder papiret på plads.

Og i stedet for en plade med forskellige størrelser cirkler, som man bruger til at lægge de færdigrullede cirkler på, har jeg brugt fingerringe i forskellige størrelser :o) De holder fint på rullen, også mens limen tørrer.

Mit første projekt er dette snefnug:


Men jeg må da indrømme, at jeg nok vil vælge at springe trinnet med at måle og klippe strimler ud næste gang, og i stedet investere i nogle tynde flettestrimler ;o) For det har faktisk taget ret lang tid at lave - men en faktor har dog også været, at Maja helst ville bo på mit skød i dag :o(

tirsdag den 22. november 2011

En dag med feber

I dag har yngsten være hjemme med feber. Det startede i aftes, og hun ligger stadig varm og hostende ved siden af mig. Min egen lille varmepude :o)

Hele dagen har hun været en ynk og et hængetræ, så det er nærmest befriende, når hun sover ;o) I nat talte hun i vildelse, dvs. hun havde det sjoveste grineflip, hvilket jo da stadig er bedre end en grædende pige...men når man gerne vil sove, er det jo ikke så sjovt.

Manden har også været ramt af forkølelse i en uges tid, så det er nærmest et vidunder, at jeg er sluppet indtil nu. Det plejer nemlig at være mig, der bliver syg ved det mindste. Jeg kan da også fornemme, at jeg har ét eller andet i kroppen, men håber stadig på, at det ikke bliver værre, da vi jo skal holde Sofies pigefødselsdag i weekenden, og der er et arrangement på skolen torsdag aften.

Nu sidder jeg så og skal til at forsøge at indhente det arbejde, jeg ikke fik lavet i løbet af dagen :o(

Håber på en god nats søvn uden alt for mange afbrydelser.

mandag den 21. november 2011

Masking tape til/fra kort

Jeg var heldig at finde nogle ruller masking tape i Bilka for noget tid siden, og nu fik vi endelig brugt noget af det.

Jeg har pimpet til/fra kort fra Tiger. Til Maja klippede jeg små papstykker, som hun så også har pyntet. Den lilla rombe, som hun selv klippede, er dog så fin, at jeg har lovet den kommer på juletræet eller -grenen :o)


Maja synes masking tape er noget af det herligste, så derfor er både min laptop og hendes NDS blevet pimpet til det ukendelige. Dér havde hun lige lidt svært ved begrænsningens kunst ;o)

søndag den 20. november 2011

Hæklede juletræer og origami stjerner

Jeg har været i gang med at hækle små juletræer. De er lavet efter Karen Klarbæks opskrift.



Børnene kunne selvfølgelig ikke lade de små nisser stå, og efter ganske kort tid, var der også kommet gaver under træerne :o) Det er nogle små origami stjerner foldet af papirstrimler til flettestjerner. De er supernemme at folde, og du kan finde opskriften her.

Sofie og jeg har også været i gang med at folde andre origami-ting her i weekenden. Det var én af mine yndlingsting at lave, da jeg var barn. Og jeg synes det er sjovt, at jeg til en vis grad stadig kan huske at folde enkelte ting. Og så er det jo heldigt, at man kan konsultere internettet, når hukommelsen står af ;o)

fredag den 18. november 2011

HO HO HO

Så er julen så småt begyndt!


I dag var vi i Høruphav til juletræstænding. Maja havde glædet sig til at møde julemanden hele dagen, så det var jo stort lige at få lov at give ham hånden.

Nu glæder hun sig endnu mere til juletræsfesten om et par uger, hvor vi skal synge og danse med julemanden. Sofie er mest med for godteposernes skyld, og skal hele tiden lige markere, at hun altså godt ved, at julemanden ikke findes (dog uden Maja hører det) - og selvom hun godt ved, at jeg er drillenissen, tror hun altså stadig, at der findes nisser et sted derude, og det er da meget hyggeligt :o)

Der dukker stille og roligt julepynt op i hytten, især det hjemmelavede kan det ikke lønne sig at pakke væk, når nu det er klart ;o) Vi skal lige have Sofies forsinkede pigefødselsdag overstået i næste uge, og SÅ bliver der for alvor pyntet op.

Og mon ikke nissen begynder at drille rigtig snart...

onsdag den 16. november 2011

Syltede nissenumser

Jeg har brugt et par eftermiddage på at sylte nissenumser :o) Jeg er lidt overrasket over, hvor mange der skal bruges til hvert glas, så måske jeg skulle finde mindre glas...


Jeg så numserne her første gang. Og Malene har været så sød at lave en fin DIY, så hvis du også har fået lyst til at sylte nissenumser til værtindegave eller decembers pakkelege, så er det bare om at komme i gang ;o) Det er superenkelt, og så har jeg blandet lidt anis og kanelstang i.

tirsdag den 15. november 2011

Efterårsdekorationer

Maja har haft en fridag fra børnehaven i dag, og for at få tiden til at gå har vi lavet efterårsdekorationer med materialer vi har fundet i skoven og haven.

Det blev til denne krans med blade fra bøgehækken og valnødder med lilla glimmer.


Denne lille skål med mos og diverse nedfald fra skovens træer, som jeg lavede.


Og denne, som Maja lavede, som nu har fået plads foran husdøren.

mandag den 7. november 2011

Julen er på vej - det er nissen også

I går brugte vi en hel køretur hjem fra Sønderborg på at diskutere, hvornår nissen mon kommer, hvad han mon finder på i år, og ikke mindst alle de ting han har lavet de forgangne år.


De ting pigerne især husker er at nissen:

- farvede mælken
- lakerede vores tånegle om natten
- hældte mel på gulvet i køkkenet
- tryllede stor guirlande lille bitte
- hang guirlande op i køkkenet
- gemte slik til dem de mærkeligste steder
- spiste pebernødder og smuldrer helt vildt
- slog knuder på tøjet
- gav Maja nye bodyer, selvom mor havde fortalt, de ikke fandtes i hendes størrelse mere
- gemte dyner før sengetid
- puttede sten i støvlerne

og rigtig mange flere ting.

Sofie regnede sidste år ud, at det var mig, der var drillenissen. Men hun er heldigvis med på at lege med for Majas skyld.

Jeg elsker at skabe den magi, som nissen bringer, og det bliver da helt vemodigt, når Maja engang også regner ud, at nissen ikke findes :o(

Men jeg skal indrømme, at jeg i år er lidt blank for nye ting, som nissen kan finde på...så hvis nogen har ideer, må I da gerne give dem videre her ;o)

søndag den 6. november 2011

Leg med kamera og lys

I aftes fandt jeg endelig ud af, hvordan man indstiller lukketiden på mit kamera - det er også kun 1 år siden jeg fik det :o) Men jeg har endnu ikke fået sat mig ind i de sjove detaljer - det tager jo fantastiske billeder uden også ;o)

Da det endelig lykkedes, var der ingen tvivl om, at vi skulle prøve at tegne med lys. Vi brugte knæklys fra Tiger, men man kan også bruge en lommelygte, cykellygte, lyset fra en telefon, eller hvad man nu kan finde på. Og så lukkede vi os inde i vores mørke gang - sjovt nok ænsede de ikke mørket, som de ellers er bange for ;o) De var alt for optagede af, hvad de skulle tegne, og hvordan billederne så ud.

Jeg indstillede lukketiden til hhv. 10 og 15 sekunder, og så tegnede Sofie og Maja med hver deres knæklys imens. Resultatet kan ses herunder.

Sofie forsøgte at lave hjerter

Her styrede de hver deres farve, det ser ud som noget,
der har et grønt hjerte

Her skulle de forsøge at holde dem stille, man kan også lige
ane den blå og Majas ansigt

Majas A'er

fredag den 4. november 2011

Pakkeleg!

Det har været en hektisk uge, og jeg har slet ikke haft tid til at fordybe mig i blogland...

Men her forleden modtog jeg denne fine pakke fra Sofie med denne blog. Godt der var to hårspænder, ellers var der blevet kamp til stregen, og heldigvis var det også de rigtige forskellige farver ;o)
Der var egentlig også en lille tube Derma-creme med i pakken, men den har Maja hapset :o)


Nu er det så min tur til at sende legen videre, Sofie skal have en gave retur fra mig, og de 2 første der skriver en kommentar til dette indlæg sender jeg også en gave til. De sender så en gave tilbage til mig og laver et indlæg på deres blog.

Reglerne er altså: Send 3 gaver og modtag 3 gaver :o)

Hvem vil være med?

tirsdag den 1. november 2011

Besøg på Kreative Dage messen

I søndags tog mine døtre og jeg til Kreative Dage i Fredericia. Jeg var godt nok lidt spændt på, om jeg ville få set alt det, jeg gerne ville, især med Maja på slæb. Men de var i forvejen blevet advaret om at jeg altså skulle se på garn ;o) Til gengæld ville de få lov at møde Shane Brox fra "Shanes verden", en udsendelse de begge elsker at se :o)

Vi blev også rigtig positivt overraskede, da vi fandt ud af, at vi kunne møde Shane hos Panduro Hobbys stand, og endda få hans autograf, så vi var da lige forbi og sige hej-hej :o)


Og det blev da også til et par kreative sæt, som vi skal have samlet affald, så vi kan bygge.


Jeg havde glædet mig til at besøge Tante Grøns stand, har jo hørt så meget om deres garn, men endnu ikke haft muligheden for at have det mellem hænderne. Og jeg blev bestemt ikke skuffet. Fik bl.a. købt noget Blomsterfrø og Zpagetti. Den grønne er jeg allerede gået i gang med, mon nogen kan gætte, hvad det bliver?!?


Hos Karen Marie Klip fik jeg denne blok gratis, fordi jeg modtager deres nyhedsbrev - alletiders med julefarver.


Børnene faldt over en stand, hvor man kunne købe selvhærdende ler, så det måtte vi også have med hjem, og vi har allerede gode ideer til julegaver - hvis så bare der er ler nok.

Der var en stand, hvor børnene kunne male på keramik, så efter et par timer med artige børn, blev de belønnet med en lille malepause :o)

Maja maler drage

Sofie maler kat

De nåede lige at blive færdige før Shane gik på scenen og holdt et dejligt inspirerende foredrag.


Derefter besluttede vi, at vi havde fået nok af menneskemylderet og kørte hjem. Jeg ville gerne have haft mere tid til fordybelse, men det er jo givet, at man ikke får det, når man tager børn med til sådan en messe ;o)

Vil helt sikkert gerne afsted igen til næste år.

fredag den 28. oktober 2011

Papirfarvning blev til fyrfadsstage

Kender I det? Engang imellem løber man ind i projekter, som man lavede som barn, men helt havde glemt alt om? Sådan ét projekt løb jeg ind i forleden, da jeg så hvad Julie havde gang i.

At farve papir med frugtfarve :o) Jeg havde kun lige rød og grøn farve på lager - men da det fik lov at stå, efter vi var færdige, dannede der sig både lilla, blå og gule nuancer, og så lagde vi lige et stykke papir mere i, for at fange det. Det blev ikke så klart, men faktisk rigtig pænt alligevel. Fotoet gengiver ikke de fine farver særlig godt :o(

Jeg må have fat i mere frugtfarve, så kan vi forvandle mere papir. De kan fx bruges som til/fra kort i den kommende tid.


Herunder har jeg klippet ét af arkene i stykker, så det passer i højden til (og rundt om) en fyrfadsstage (de billige fra Tiger), lamineret og klistret sammen med dobbeltklæbende tape.

Hvis nu man også lod et par små hænder tegne med en stort tusch på (inden lamineringen), har man måske en julegaveide til bedsteforældrene?!?