Vores juleferie endte med at blive noget anderledes end planlagt. Snestormen d. 23. fik sat en stopper for, at vi kom til Århus for at fejre min brors fødselsdag. I stedet tog vi derop d. 26., hvor sneen var smeltet, og vi holdt en lille bagjul i stedet.
Årets julegavehøst var for mit vedkommende et par Kähler stager: et træ og en kogle fra pigerne. Og ellers var der pengegaver, da vi mangler et nyt lille TV, og jeg gerne vil have en lille symaskine.
Også til Sofie var der pengegaver, da hun brændende ønskede sig en Ipad. Så d. 27. kunne hun endelig drage ud og købe sig en Ipad 2 - dvs. det var lettere sagt end gjort, fordi de var udsolgt rigtig mange steder :o( Så nu har vores husstand 2 Ipads - gad vide om det så er nok ;o) Næsten ingen af os bruger laptops mere, på nær ifm. arbejde. Det er bare tusind gange nemmere at tænde Ipad'en og være online med det samme.
Maja havde i lang tid ønsket sig et helt bestemt sæt Hummel træningstøj - det fik hun - og skiftede omgående julekjolen ud med træningstøj :o) Dagen efter blev det vasket og hængt til tørre ved brændeovnen, så hun kunne få det på igen hurtigst muligt, og så sad det nærmest fast på hende de næste par dage :o)
D. 25. er altid nattøjsdag, vi får kigget på gaver, og leget/spillet med dem. Ét af årets gavehits til børnene var Itunes-gavekort, så vi brugte tid på at finde de apps, de længe har ønsket sig, men hvor vi har sagt, vi ikke vil betale :o) Nu har de så lidt penge, de selv kan bruge.
Mellemdagene brugte jeg på at få styr på vores kontor, der har det med at blive brugt som pulterkammer. Nu er der igen til at komme rundt, skrivebordet er ryddet, så vi kan kreahygge/lave lektier/tegne. Der er sorteret i alle hobbytingene, og der har været godt gang i Dymoen og de små kasser. NU skulle det gerne fungere ;o) - hhhhmmmm, har jeg ikke sagt det før?!?
Alle skabe og skuffer i køkkenet fik også en tur, og børnenes værelser er fint opryddede. Maja havde skabt sig sin egen lille skraldeplads bag døren, med pinde, sten, paprør/æggebakker, flisestykker, og alt muligt andet, som den lille tingfinder har fundet udenfor. Nu har hun fået en kasse i værkstedet, som hun kan lægge de ting i, som hun samler sammen, hun har nemlig planer om at bygge ét eller andet hemmeligt af tingene :o)
Nu banker hverdagen så småt på døren - børnene har lige én fridag tilbage, men vi kunne godt have brugt et par dage mere, mon ikke alle har det sådan efter en ferie?!?
Godt nytår allesammen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar